Ej prøv lige og luk den igen….

Da min fars kone døde fornyeligt, fik vi søskende en kasse med forskellige småting. De sidste minder, kan man vel sige.

Jeg var lidt spændt på at se billeder og lign, som evt måtte være i kassen. Men var os lidt betuttet ved det. I kassen var der lidt figurer, dokumenter og billeder.

Det føles lidt underligt, når man åbner sådan en kasse, for så vælter alverdens minder op.

Jeg er åbenbart kreativ, for i kassen lå 2 fødselsdags kort, som jeg havde klippet klistret, da far blev 59, og til hans 60 års dag.

Nu snakker vi altså 1992 og 1993. Meget, meget sjovt, at se dem igen.

Egentlig, har jeg en relativt udmærket hukommelse, men de var da godt nok lige smuttet. Blev sgu vildt glad, og rørt over, at far havde gemt dem.

Det havde jeg slet ikke forventet. Altså, ikke fordi han ikke var glad, for det han fik, jeg tænker bare mere på alt det, jeg måske har lavet i årenes løb.

Men hold nu op, hvor føles det ambivalent, at se et helt liv, fylde en enkelt kasse. Sådan bliver det ikke, når jeg dør.

Nogle gange taler jeg, med Victor om hvad der sker når jeg dør. Han siger altid ” haha jeg smider alt dit lort ud”. Han mener, at jeg har for meget pullerværk, for mange små ting… nå !

Jeg har en tendens til, at gemme alt muligt mærkeligt – så, som mit gamle skolepatrulje kort fra 7. klasse. Jeg har os en helt stak gamle Jolly Cola mærker, så sad man der, og pillede dem af glasflaskerne, og glattede dem, måske man endda tørrede nogen af dem, på radiatoren.

Åh de kære minder. Han griner meget af det, og af mig! Men, jeg ved os, at den dag jeg ikke er her mere, vil han måske prise sig taknemlig, for alt det pullerværk, jeg har gemt.

Lige nu er det klart han ikke tænker over betydningen, det skal han heller ikke, han er jo bare en unge dreng.

Men en dag vil han sidde med samme følelse, som jeg gør nu – de sidste rester, af en livshistorie !

 

L-ife O-ffers V-ary E-motions