Jeg kan huske, at når natten kom, så blev jeg meget *urolig*. Efter, en lang dag, fandt jeg, det uroligt befriende når, der blev stille. Altså stille, i den ydre sfære. Det føltes befriende, men samtidig med, kom uroen. Tid til, at tænke alt for meget, på alt og intet. Hvad nu hvis ? Kunne vi ha’ gjort, noget anderledes ? Hvorfor, skulle de dø alene     (far, og bror), sådanne tanker, havde jeg meget. Jeg elskede faktisk, når Victor var kommet i seng. Så kunne jeg, bare sidde, og lave alt og intet. Ofte, endte det med, at jeg talte rigtig meget i telefon, med en’ af mine søstre. Der var så mange ting, vi havde brug for,...

Kender i det ? det der med, at man kan se et billede, og bare blive ved med, at stirre, og stirre, fordi det føles, som en fortælling, uden ende. Det gør jeg. Sådanne billeder, kan føles, som en usynlig besættelse. I disse tider, hvor der til dels, er meget opmærksomhed på, at arbejde med egne skyggesider, at forholde sig, til egne svagheder, eller styrker, er de her billeder ikke til, at komme udenom. Specielt, hvis man ikke er bange for, at erkende, at intet i denne verden er perfekt. Intet menneske er perfekt. Jeg er helt besat. Besat af, at det er muligt, at forvandle tanker, til billeder. Det er bestemt ikke alle, der har den gave. Det har...