Jeg VED jeg ikke er den eneste, der har det sådan ! Selvom jeg var, ville jeg egentlig os være ret ligeglad. Det er en meget typisk sætning, der gerne bruges i flæng, af alle dem der ikke forstår, eller ikke orker, at tale om det. Fair nok på sin vis, men måske man kunne sige noget andet? Noget brugbart…   *Der er ingen sandhed i, at sorg bliver bedre. Anderledes, er nok nærmere det rette ordvalg*   L-ife O-ffers V-ary E-motions

“Måske man skulle blive sugardaddyho’ eller bare instagramho’ “ Måske,  jeg bare skulle ryge min smøg( ved godt det er usundt), smide min ikke særligt luksuriøse morgenkåbe! Beholde mine ægte negle, mine egne øjenbryn, mit eget hår… Og klaske mine hængepatter, i en go’ bomuldsnatkjole, og sige TAK for endnu en dag, hvor jeg som altid, bare er MIG ! Jeg kan ikke lade være med, at være frygtelige sarkastisk, og en kæmpe “goofass”. Jeg bliver indimellem såååå træt, træt af et samfund, der åbenbart ikke altid forstår, at det er OK, at turde være SIG SELV ! Det som om, der ikke er plads til det mere. Ærgerligt, meget ærgerligt ! Vær’ glad for hver dag du vågner, specielt hvis...

It is important to rember, that it is OK to have fun, or be a big goofass, even tough you are grieving. I have become much more sarcastic after several loss in our family, and from time to time I def. use it to breathe ! Like a sort of coping mechanisms 🖤 We all find our own way to survive – and that’s OK 🖤 L-ife O-ffers V-ary E-motions

  Jeg er engang blevet væk, altså sådan rigtig væk. Ude i blokkerne, hvor jeg er vokset op, var vi børn altid sammen. Det er en’ af fordelene ved, at være en blok unge, man var aldrig alene. Nå, men i den modsatte blok af vores, boede Dorthe O. Dorthe O var et år ældre end jeg, men vi legede nu ret godt sammen. En dag da jeg tog over til hende, glemte jeg at komme hjem. Jeg glemte faktisk os, at fortælle hvor jeg gik hen. Jeg glemte helt sikkert os tiden. Det havde jeg en tendens til, som barn, for jeg skulle altid lige ….Det problem har jeg stadigvæk ! Mm mor sendte min søster Helle over til...

  Ja, det kan man faktisk ! Det er jeg blevet. Måske har jeg altid været det, måske ikke… Det egentlig os ligegyldig, for det er jo heldigvis nutiden, jeg bevæger mig mest i, selvom jeg dagligt, bliver kastet tilbage, i mindernes land. Mere konkret “sorgens” land. Sorgen kommer, og går jo i mit hoved, lige præcis, når det passer den, og ikke når det passer mig bedst. Der vil nu aldrig nogensinde, være tidspunkter, der passer mig bedst…. Jeg ved godt, det er to yder kontraster, at sige   ” pisse skrøbelig stærk”, men sorg er jo os for de fleste, en’ stor pærevælling, af kaos, smerte, og “ingentinghed”. En hel masse følelser, og tanker, som for de fleste er meget...