Dorthe Lassen
Jeg kan huske, at når natten kom, så blev jeg meget *urolig*. Efter, en lang dag, fandt jeg, det uroligt befriende når, der blev stille. Altså stille, i den ydre sfære. Det føltes befriende, men samtidig med, kom uroen. Tid til, at tænke alt for meget, på alt og intet. Hvad nu hvis ? Kunne vi ha’ gjort, noget anderledes ? Hvorfor, skulle de dø alene (far, og bror), sådanne tanker, havde jeg meget. Jeg elskede faktisk, når Victor var kommet i seng. Så kunne jeg, bare sidde, og lave alt og intet. Ofte, endte det med, at jeg talte rigtig meget i telefon, med en’ af mine søstre. Der var så mange ting, vi havde brug for,...