Ja, det kan man faktisk ! Det er jeg blevet. Måske har jeg altid været det, måske ikke… Det egentlig os ligegyldig, for det er jo heldigvis nutiden, jeg bevæger mig mest i, selvom jeg dagligt, bliver kastet tilbage, i mindernes land. Mere konkret “sorgens” land. Sorgen kommer, og går jo i mit hoved, lige præcis, når det passer den, og ikke når det passer mig bedst. Der vil nu aldrig nogensinde, være tidspunkter, der passer mig bedst…. Jeg ved godt, det er to yder kontraster, at sige ” pisse skrøbelig stærk”, men sorg er jo os for de fleste, en’ stor pærevælling, af kaos, smerte, og “ingentinghed”. En hel masse følelser, og tanker, som for de fleste er meget...
