Apropos minder og musik. Viggo og jeg, har indimellem den der snak, om hvilken sang, der engang skal spilles, til min begravelse. Jeg ved godt, han kun er 18, men hjemme hos os, har vi jo været nød til, at forholde os vildt meget, til det med døden. Det har vi haft mange lange, gode, triste, og måske os lidt svære, snakke om. Nogen gange, vil han godt snakke om det. Andre gange, laver vi lidt fis med det. Jeg tror på, at det på en måde, gør det lettere for ham, at forstå mig – mine vilde humørsvingninger , min vrede, min afmagt, min frygt , min sorg, min sindsyge sorte humor – alt det, der har fuldt med,...