Jeg forsøger. Jeg forsøger virkelig, at forstå mine handlemønstre, og ikke mindst mine reaktioner, mens sorgens rasede allermest. Jeg ved bare ikke, om jeg nogensinde helt, kommer til, at kunne tilgive mig selv. Tilgivelse, er noget underligt noget. Det kan være svært, at føle “sig tilgivet”. Måske er det en rejse, vi tager gennem hele livet, for hey ingen er perfekt. Hvad enten, det er tilgivelse for handlinger, gjort i sorg, eller tilgivelse, af andre grunde. Grunden kan endda i realiteten, være irrelevant. Alle mennesker, eller næsten alle, (jeg kan jo ikke gøre alle til “syndere”) gør noget, de ikke helt, har lyst til, at fortælle om, eller lyst til, at erkende. Måske, er selverkendelsen det vigtigste, for uden den,...