Når Barndommens Gade Svinder Ind

I blokkene, som er min barndomsgade begynder de “voksne”, som jeg er vokset op “med”, at gå bort. Klart nok, jeg er jo 51 år nu, så det i den helt rette rækkefølge, men det er stadigvæk underligt. Det er en underlig fornemmelse.

Selvom, jeg ikke har set mange af dem siden, jeg som 17 årig forlod mit barndomshjem, så har de en særlig plads i mit hjerte. Det gælder også alle de andre unge mennesker, der boede der. Vi havde et helt særligt sammenhold os blok unger.

For et stykke tid siden fandt, jeg ud af, at Erik var gået bort.

Erik havde en stor betydning i min barndom. Han havde ikke selv børn, men alle børn, og unge kom hjemme hos ham.

Han boede i en 1 værelses lejlighed. Han pulsede grøn Cecil, så man nærmest ikke kunne se hinanden, når man var på besøg, og havde nikotingule fingerspidser, men for fanden hvor elskede jeg, at komme der.

Når mor skulle i byen, blev Erik min barnepige. Han havde sådan en stor læderstol, der kunne vippes tilbage, og så passede det lige med, at jeg kunne sove der.

Mor havde bagt kage, og så, så vi ellers VHS videoer hele aftenen. Jeg fik penge, så jeg kunne gå op på GULF, og købe slik.Det var hygge.

Hos Erik blev jeg kaldt Blomst

Hos Erik fik man Cola, og man måtte gerne røre alt brusen ud, af colaen, selvom det svinede lidt

Hos Erik måtte jeg sidde midt oppe på sofabordet (det var kun mig, der måtte det)

Hos Erik måtte jeg ALT

Det var Erik, der tog os med på stranden i sin Volvo

Det var Erik, der gav os lov til, at se gyserfilm, os selvom mor sagde nej

Det var Erik, der på mange måder udfyldte en faderlig rolle for mig

Da jeg blev ældre, var det hos Erik man godt måtte ryge, og drikke

Da Erik købte grillbaren ved siden, af GULF tilbragte, jeg rigtig meget tid der, og brugte alle mine lommepenge på kradsere, og spillemaskiner. Jeg elskede spillemaskinerne. Hvis jeg var så heldig, at være der en af de dage hvor Knud Illum tømte maskinerne, fik jeg ofte en masse gratis spil. Så var min dag reddet.

I mange år sendte jeg, julekort af Viggo, og jeg fik altid et brev tilbage

Nu er der, desværre gået en del år, hvor jeg ikke har set Erik, og nu er han død. Han blev 77 år.

Min søster Helle, og jeg har talt om det, så mange gange, ” at nu måtte vi da lige tage hen til Erik” da Erik havde masser af billeder, af os, men os alle de andre unge, der kom der. Vi ville så gerne se billederne igen, og bare snakke gamle minder med ham.

Jeg vil altid tænke på ham, som en meget vigtig voksen i mit liv. Jeg er trist over, at jeg ikke fik besøgt ham de sidste år, ikke kun trist, men jeg har os lidt dårlig samvittighed over det.

Jeg er trist over, at, jeg ikke kom med til hans begravelse, da jeg først fik besked, om hans bortgang 14 dage efter.

Jeg tror alle, der er “vokset op” hos Erik kan relatere til hvad jeg mener. Han var meget, for mange.

Jeg håber virkelig, at han vidste, hvor stor betydning han har haft for os blok unger på Trollhættanvej.

Ære være dit minde Erik ♡