I blokkene, som er min barndomsgade begynder de “voksne”, som jeg er vokset op “med”, at gå bort. Klart nok, jeg er jo 51 år nu, så det i den helt rette rækkefølge, men det er stadigvæk underligt. Det er en underlig fornemmelse. Selvom, jeg ikke har set mange af dem siden, jeg som 17 årig forlod mit barndomshjem, så har de en særlig plads i mit hjerte. Det gælder også alle de andre unge mennesker, der boede der. Vi havde et helt særligt sammenhold os blok unger. For et stykke tid siden fandt, jeg ud af, at Erik var gået bort. Erik havde en stor betydning i min barndom. Han havde ikke selv børn, men alle børn, og...