Barndomsminder – Vaaaaaaaa, er jeg adopteret ?!!!!!

Da jeg var lille, var mor til tider noget af en drillepind ! Hun elskede at grine, hvilket hun stadigvæk gør rigtig meget.

Når hun gør det, er det med at holde på hat og briller, hendes hånd flyver ganske voldsomt ned i bordet “ klask”, og så kan hun næsten ikke få luft. Hun græder os, men det er af grin.

Jeg tror der var et par år, hvor mor og Helle “rottede “ sig sammen, mod mig. Eller… det er nu nok bare noget, jeg følte.

Nå, men en dag sidder mor, Helle og jeg i stuen, og mor siger helt alvorligt  “ jeg skal lige snakke med dig om noget Dorthe”. Jeg har ca været 6-7 år.

Min første tanke har helt sikkert været “ åh åh nu skal jeg ha’ skældud for noget”… igen !

Selvom jeg selv synes, jeg var artig … så var jeg altså på en måde, lidt uartig os. Måske fordi jeg altid bare sagde, lige hvad der passede mig.

Os til mennesker jeg ikke kendte – det gør jeg nu stadigvæk … ups… !

Nå, men jeg skulle heldigvis ikke have skælud, i stedet siger mor “ jeg bliver nød til at fortælle dig, at du er adopteret ,så jeg er ikke din mor “ – vi er slet ikke din familie” !

Jeg kiggede på Helle, så på mor og så Helle igen. De så helt alvorlige ud, jamen hvem er jeg så, tænkte jeg – mor har fortalt, at mine øjne blev kæmpe kæmpe store, og så begyndte  jeg at tudbrøle.

Så skriger mor, og Helle af grin, for de lavede selvfølgelig bare fis med mig.

Lige i selve øjeblikket, tror jeg ikke jeg synes, det var vildt morsomt, men har selvfølgelig kunne grine af det, senere hen.

Vi joker os tit med, at jeg jo er “hende den adopterede”.

Jeg håber ikke, at jeg støder nogen, for jeg ved godt, at det for nogen, kan være svært, at være adopteret!

Men nu er det her bare et’ af mine barndomsminder, fra en tid hvor alt var så anderledes frit, ihvertfald i min hukommelse.

Og så vil jeg bare lige slutligt sige, at hvis nogen synes, jeg til tider, er en smule sær’ “det tror da fanden” ha ha ha …,

L-ife O-ffers V-ary E-motions