At tale.. med børn, om døden !

Et meget tydeligt minde !

Apropos minder og musik. Viggo og jeg, har indimellem den der snak, om hvilken sang, der engang skal spilles, til min begravelse.

Jeg ved godt, han kun er 18, men hjemme hos os, har vi jo været nød til, at forholde os vildt meget, til det med døden.

Det har vi haft mange lange, gode, triste, og måske os lidt svære, snakke om.

Nogen gange, vil han godt snakke om det. Andre gange, laver vi lidt fis med det.

Jeg tror på, at det på en måde, gør det lettere for ham, at forstå mig – mine vilde humørsvingninger , min vrede, min afmagt, min frygt , min sorg, min sindsyge sorte humor – alt det, der har fuldt med, de tab vi har haft.

Jeg tror os, det har været vildt svært, at være ham, og lige præcis det’, kan gøre mig ekstra ked af det.

Der er bare ikke, nogen facit liste. Der er ikke en manual for, hvordan man bedst takler sorg.

Vores mor, talte ALDRIG rigtigt, om døden med os. Eller det husker jeg ikke, at hun gjorde.

Heller ikke selvom, hun på ca. et år, mistede begge forældre, og en stedfar, da hun var 33 år.

Det må ha’ været ret ensom for hende, at gå med det selv.

Hun er desværre os, fra den generation, hvor man tier, for ikke at fremstå ” skrøbelig”….

Eller, man kan vist ikke klassificere det, som en specifik generation. Fænomenet, eksisterer jo stadigvæk. Det er jo derfor, det for mange stadigvæk, er et tabu.

Altså, at tale om sin sorg.

Jeg får ondt af hende, når jeg tænker på det, men igen, der er ikke en komplet facitliste.

Men måske, ville Helle, og jeg bedre, kunne forstå nogle, af de reaktions mønstre, hun havde, og egentlig stadigvæk har.

Måske ikke. Det er altid så let, at gisne om, men jeg ved, at hun indimellem stadigvæk, har svært ved, at tale om sine forældre, og de har været døde siden 1980/1981.

Måske, har jeg nævnt det før, men det første døde menneske jeg så, var min bedstefar. Jeg var 8 år gammel.

Det var både skræmmende, men det var os en meget speciel oplevelse. Jeg husker ikke, så meget fra de begravelser, kun få brudstykker.

En ting jeg husker tydeligt, var min fætter. Han og jeg, er samme årgang. Han var fuldstændig knust, da bedstefar døde ( de var vi alle) men, han var virkelig utrøstelig.

Og, så er der, det der billede, der altid fylder.

Mindet om vores mor, der bryder fuldstændig sammen, da vi har været i kapellet, og sige farvel. Jeg glemmer det virkelig aldrig.

I dag forstår jeg det ! Det gjorde jeg nok ikke helt, dengang…..

Det var faktisk, på mange måder, utrolig traumatisk, men det er klart, når man som barn, skal rumme 3 dødsfald på lidt over et år.

Der er visse ting, der følger en’ hele livet, hvad enten vi vil det, eller ej.

Jeg kan husk, at jeg synes det var så * uretfærdigt*, når de andre fra min klasse, specielt efter ferierne glad fortalte, hvad de havde lavet, med deres bedsteforældre.

Deres bedsteforældre, tog dem med ud at rejse. Deres bedsteforældre gave dem kæmpe gaver, både til jul og fødselsdage.

Der stod jeg så , ingen bedsteforældre, og så ovenikøbet skilsmisse barn ! Jeg tror, eller jeg ved, at jeg indimellem, følte mig meget, meget anderledes.

Helle har været 13 år. På mange måder os en meget kritisk alder, at skulle forholde sig til døden, og sorgen. Jeg tror hun har følt vores mors smerte, på en helt anden måde. Jeg mener, når man er 8 år, er man nok mere tilbøjelig til at ” kaste det lidt væk”. At koncentrere sig om, at lege.

Heldigvis, tænker jeg. Heldigvis…..

Mens, jeg sidder og skriver det her, kommer jeg i tanke om, at vi os besøgte bedstefar på sygehuset. Han lå i koma, i et stykke tid. Det husker jeg faktisk os, altså de besøg, på sygehuset.

Jeg husker, at vi gerne måtte tale til ham, fordi måske hørte han det. Jeg husker, at han fik en masse liggesår.

Måske, var vi mere *ubevidst* forberedt, fordi han var ukontaktbar, i et stykke tid, før de slukkede for respiratoren. Igen, jeg var 8 år, så hvad forstod jeg egentlig rigtigt.

Jeg forstod, at vores mor, var fuldstændig knust.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg huske, at hun nærmest sank helt sammen, da vi gik ud af kapellet, inden kisten blev lukket. Det skræmte mig, for jeg vidste ikke hvad jeg kunne gøre, for at trøste hende. Det er faktisk utrolig ubehageligt, at se ens mor sådan.

Jeg forstår hende, i dag forstår jeg hende virkelig ……..

Det er svært, at være den der sørger, men jeg synes faktisk os det kan være utrolig svært, at se andre mennesker i sorg.

Jeg synes, at det kan føles så invaliderende, nok mest fordi, der faktisk ikke er noget, man kan gøre, der får smerten til, at gå væk.